Kirkegårde før og nu

Danmarks kirkegårde har gennemgået store forandringer i tidens løb. I Middelalderens byer lå kirkegården ved kirken, og ligene blev for det meste anbragt i fællesgrave, medens fornemmere personer fandt deres sidste hvilested under kirkens gulv. Kirkegården var med sin centrale beliggenhed heller ikke kun forbeholdt de døde men blev desuden anvendt til praktiske formål, fx som markeds- og eksercerplads. Efter Reformationen i 1536 og opgøret med de katolske traditioner forfaldt mange kirkegårde – gravene lå anonyme hen uden kors eller anden afmærkning.

I 1805 blev det besluttet at skabe orden i de kaotiske og sundhedsfarlige forhold. En ny lov forbød kistenedsættelser under kirkegulvet - alle begravelser skulle henlægges til selve kirkegården. De nye bestemmelser gav pladsproblemer og førte hurtigt til oprettelse af ”assistenskirkegårde” placeret i byernes udkant. Kirkegården skiftede efterhånden også status til et mere højtideligt sted – ”de dødes have”. De bedrestillede havde familiegravsteder eller mausoleer, og selve kirkegården blev struktureret og opdelt i kvarterer, adskilt af lige grusbelagte stier og med smagfuld beplantning.

Tyske flygtningegrave på Nordre.
Tyske flygtningegrave på Nordre.

I 1859 bortfaldt afgiften for udsmykning af graven, og monumenter eller gravsten i forskellig størrelse og udformning blev et almindeligt syn på kirkegårdene. Den første egentlige lovgivning om kirkegårdenes indretning kom i 1861, og enhver havde nu ret til at vedligeholde et gravsted. Hvis det var indhegnet eller forsynet med et monument, var det ligefrem en pligt. Mange gravsteder fik efterhånden et stærkt individuelt præg, og selv de mere beskedne havde en markering - om ikke andet et trækors. Også en ny begravelsesform tog sin begyndelse, da ”Foreningen for Ligbrænding” blev stiftet i 1881, og folkekirkens præster tre år senere fik tilladelse til at medvirke ved højtideligheden forud for en kremering. Der skulle dog gå en del år, før det blev et egentligt alternativ til kistebegravelser.

Der kom i begyndelsen af 1900-tallet større og større fokus på driften og udviklingen af landets kirkegårde. I 1920 stiftedes ”Foreningen til Fremme af Kirkegårdskultur i Danmark”, der i dag lever videre som ”Foreningen for kirkegårdskultur”, og i 1922 fastlagde en ny lov rammerne for en hensigtsmæssig indretning af kirkegårdene - ensartethed blev nøgleordet. I 1950’erne og især i 1960’erne begyndte en voldsom stigning i antallet af kremeringer og urnenedsættelser, og efterhånden svandt også antallet af familiegravsteder ind – mange valgte det mere anonyme fælles anlæg.

Det gav på de fleste kirkegårde et stort overskud af plads, og indretning og beplantning fik i højere grad et præg af park, mindelund og kulturhistorisk have. Med loven i 1986 om folkekirkens bygninger og kirkegårde blev opmærksomheden også rettet mod fredning af gravsteder eller i det mindste gravsten af særlig historisk betydning - kirkegården blev en del af vor kulturarv. Også Vejles kirkegårde har gennemgået denne lange udvikling og er i dag, foruden at opfylde deres egentlige formål, både grønne åndehuller og kulturhistoriske guldgruber.  

 

Litteratur:
Henrik Fode og Connie Jantzen: Byens kirkegårde. 2005
Henriette Kragh Jacobsen: Livets spejl. 2011
Svend Sørensen og Michael Vandet: Det sidste hvilested. 2011

vidste du?

Vedtægter for begravelsestyperBeliggende nord for Horsensvej.Indkørsel fra Horsensvej lige ovenfor bakken.Kirkegårdsassistent: Hans Jørgen MortensenByens største kirkegård. Indviet i 1910. Omgivet af skov på 3 sider. Det er muligt for gangbesværede at komme rundt på størstedelen af kirkegården i bil.På kirkegården ligger Skovkapellet i det nord - vestlige hjørneFra den nærliggende Nørremarkskirke er der direkte adgang til kirkegården.

alle monumenterne gennemgås og stabiliseres

Vi er opmærksomme på at nogle monumenter kan være ustabile og gennemgår derfor samtlige monumenter i løbet af 2017. Berørte gravstedslejere får besked om at sikre monumentet.